Hos VVS-virksomheden Evotek ApS tager man et socialt ansvar ved at opretholde kraften i samfundet via lærlinge i virksomheden.
Lærlingepladser sikrer nok faglærte i fremtiden og Evotek ApS er med til at løfte ansvaret. Ikke alene for at vise samfundsansvar og dermed følge virksomhedens CSR-strategi, men også bevidstheden at lærlinge skaber værdi for virksomheden og interne medarbejdere.
Det er netop også CSR-ansvarligheden der har bragt Youssef Kassem, 17 år, til virksomheden Evotek:
“Jeg ønskede at finde en læreplads i en virksomhed der er bæredygtig, så jeg søgte i nærområdet, i håb om at finde en VVS-virksomhed, der kunne løfte mit ønske om ansvarlighed. Jeg kiggede blandt andet på Evotek’s CSR-profil og deres tilgang til arbejdet med de 17 verdensmål.”
Evotek ApS, Flemming K. Olesen, direktør, har i mange år arbejdet med ansvarlighed:
“CSR handler overordnet om at tage et ansvar – ikke kun for vores egen virksomhed og arbejdsplads, men også for samfundet og miljøet. For os er CSR en del af virksomhedens kerneværdi som forplanter sig til to grene: Socialt ansvar samt klima og miljø.”
Youssef læser til VVS-Energispecialist, en uddannelse som har fokus på at imødekomme efterspørgslen på energirenoveringer. Under uddannelsen er der sat fokus på at kunne se de nyeste løsninger indenfor energieffektivisering og man bliver herved i stand til at vejlede og udføre energirenovering indenfor VVS-området.
Hos Evotek ApS er medarbejderstaben i forvejen uddannet som Energivejledere og også dét tiltrak Youssef at kontakte VVS-virksomheden.
“Jeg var i ‘sommerpraktik’ hos Evotek i 2 uger. Da jeg kom tilbage til skolebænken aftalte jeg mit første års lærlingeforløb med virksomheden,” fortæller Youssef Kassem.
Uddannelsen, som Youssef tager på EUC Sjælland i Næstved, består af et grundforløb på skolen og et hovedforløb, som tager udgangspunkt i virksomhedspraktik samt på skolebænken, skiftevis. Uddannelsen som VVS-Energispecialist tager i alt 4 år og 6 måneder.
“Jeg har da prøvet forskelligt virksomhedspraktik, blandt andet som tømrer, murer, maler og også indenfor IT-teknik, men dét der virkelig fangede mig, var VVS. At kunne bygge ovenpå almindelig VVS-arbejde med energieffektivitet er et stort plus,” lyder det fra Youssef.
“Da jeg så fik lov, at komme i lære hos Evotek, har det yderligere bekræftet at min beslutning er den rigtige. Jeg lærer rigtig meget her, da alle har en lang og professionel viden indenfor VVS-arbejdet, sammensat med ønsket og viden om at energieffektivisere. De er gode til at lære mig om lovgivningen og muligheder indenfor grøn energi og bæredygtighed og så får jeg også lov til at fortælle hvad jeg selv ville gøre i en given situation eller på en given opgave.”
Direktør Flemming K. Olesen understreger også at Evotek i høj grad vil bidrage til samfundsudvikling og øge virksomhedsværdien ved at tilbyde klimaoptimale og energirigtige løsninger, der sikrer lang holdbarhed og økonomiske besparelser for kunder og samfundet:
“Vi hjælper forbrugerne med at spare på energiforbruget, således at Evotek, samfundet og miljøet får en naturlig positiv vækst.”
Corporate Social Responsibility (CSR) er virksomhedernes ansvar i henhold til miljø, klima, trivsel, samfund og udvikling.
For Evotek er CSR kilden til lavere omkostninger for kunden og bedre klima- og miljøforudsætninger for samfundet.
Evotek arbejder hen mod en minimal belastning af miljøet, gennem produkt- og procesudvikling og at kunne minimere ressourceforbruget og forurening.
Derudover har VVS-virksomheden Evotek et skærpet fokus på uddannelse og medarbejdertrivsel, hvor der er balance mellem arbejdsliv og privatliv og som tager hensyn til den enkeltes trivsel og sundhed i hverdagen. Evotek har fokus på arbejdsmiljøet og lægger vægt på, at sikre, at medarbejderne samt lærlinge har den nødvendige viden til at undgå ulykker og skader samt muligheden om kontinuerlig videreudvikling.
“For os er det vigtigt at vi er med til at sikre viden indenfor brancheområdet og dermed energieffektivitet og ‘bæredygtige byer’ (Verdensmål nr. 11, red.) og skaber derfor gode, interessante og udviklende rammer for medarbejderne og giver dem muligheden, for at videreudvikle sig. Medarbejdernes faglige viden er vigtig for Evotek’s succes og rådgivning til kunderne,” slutter Flemming K. Olesen, direktør hos Evotek ApS.
30. november 2020 | Tanja Hende, Makom | for: Evotek ApS